Lige i dag føler jeg mig lidt som et “måske”. Ikke et “ja” og heller ikke et “nej”. Ikke fordi det at være “måske” er negativt, men helt fra stenalderen og til nu har vi homo sapiens ikke været glade for tvivl. I stenalderen var det ikke fedt hvis man var i tvivl om det der puslede udenfor hytten var et farligt dyr eller bare naboen der skulle træde af på naturens vegne. I dag er tvivlen måske ikke et spørgsmål om liv eller død….men et spørgsmål om liv. Mit liv.
Måske skal jeg holde lidt orlov og rejse ud i verden? Måske skal jeg flytte? Måske skal jeg slappe lidt mere af? Måske skal jeg bare tage det som det kommer? Godt spørgsmål. Men ligesom stenaldermanden vil jeg fare ud af min hytte og afgøre om det er et “ja” eller “nej”: I morgen skal ikke være et “måske”.
“Måske”
oktober 9th, 2008 by aarhusblogStrøtanker på en søndag
september 28th, 2008 by aarhusblogSå sidder man lidt igen og kigger ud på den brostensbelagte gade. Det er mørkt og den gule gadelampe gør sit til at oplyse birketræet på den anden side af gaden. Det er koldt og blæser og jeg sidder i min seng, og ville ønske at weekenden ikke var slut.
Det har været en fin weekend har det: I byen til den lyse morgen for ellers at bruge søndagen bag mørklægningsgardinerne. Jeg siger det til mig selv gang på gang at nu må jeg også tage mig sammen med de byture. De er sjove, og hende med de kastanjebrune øjne er nu sød….men at bruge en hel søndag på at ligge og sove en rus ud bliver for meget. Det blev jeg også enig med mine bofæller om. Vi blev dog også enige om at der nok ikke går mange dage - lige præcist en uge - før vi igen bruger en søndag på at sove. Og lige præcis seks dage før vi igen tager i byen og håber på en øjenkontakt og en dans.
Indtil da truer virkeligheden derude på brostenene. Om knap ni timer slukker den gule gadelampe derude og min efterårsbirk vil afsløre sine efterårsnuancer når solen strejfer de gule blade.
facebook og en rolig Mulle
september 18th, 2008 by aarhusblogIgen er nettet lidt sløvt, så DR2 Udland kan sådan set ikke finde vej til min computer. Så må jeg ud i de små afkroge inden jeg går til ro: facebook…og så selvfølgelig dette mine tankers oase. Men facebook: Min gravide veninde i Nyboder har ikke født endnu, en er træt, en er blevet fan af Pez og jeg mener at Beirut er det fede musik lige nu.
Jeg kunne jo egentligt være fuldstændig ligeglad med Pez og om folk skal til badminton om fem minutter, men facebook giver nu mig en halv times underholdning om dagen - og det gratis underholdning vel at mærke: Det er jo sjovt at se sine venner stå på vandski og danse vals i en tolv-hestes brandert. Så kan Lars Hjortshøj med sit det der tv-program gå hjem: Facebook er en personlig tv-kanal, og jeg synes det er fedt man kan tune ind på lige præcis det…og ikke mindst den man ønsker skal underholde en de næste par minutter.
Nu sidder du sikkert derude og tænker: Er manden helt blottet for hjerneceller? Facebook! De tager vores billeder og vores rettigheder og hælder vand på overvågningssamfundets mølle. Jeg har kun en ting at sige: Rolig Mulle. Hvad er chancerne for at facebook lige præcis vælger din video af dig der står og pisser op ad et højresving-forbudt-skilt? Og hvis de gør hvad er der så andet at gøre end at grine af det…?
Forleden kom det frem at flere og flere virksomheder tjekker dig ud på nettet inden de siger ja tak til dine kompetencer. Jeg ville personligt være ked af det hvis jeg skulle miste et job på grund af en facebookprofil. Så er det sagt. Omvendt forstår jeg så heller ikke de HR-folk og direktører og andet godtfolk der vælger at sige nej tak til folk på grund af en sjov video fra ens Tupperware-party der gik helt op i druk eller dengang der lige blev taget et billede mens man snavede med en eller anden på en bar. Jeg vil vove den påstand at jeg ville synes det var en god egenskab hos en medarbejder at man kunne få et Tupperware-party drukket under bordet….og et par kys. Har det nogensinde slået nogen ihjel?
Så alle jer der fører det store korstog mod fjæsbogen: Rolig Mulle. Tag det nu for hvad det er: Et sted hvor man kan udveksle informationer på tværs af netværk, og ikke mindst slå sig selv på låret af grin over den gode underholdning. Helt klart sjovere end det førstnævnte DR2 Udland.
Vil ikke indse at det bliver koldere
september 16th, 2008 by aarhusblogFørste dag med t-shirt under skjorten. Man kan ligesom mærke at vinteren kryber op under jakken som er købt som vinterjakke men egentligt ikke er det - et impulskøb.
Det er nok min evige frygt for kulde og vinter der fik mig til at impulskøbe en jakke der overhovedet ikke kan klare frosten. Måske er det min evige frygt for kulde og vinter der får mig til at insistere på at holde vinduet åbent til det bliver mørkt. Måske er det min evige frygt for kulde og vinter der får mig til at drikke kølig hvidvin i stedet for den vinterrøde rødvin.
I dag måtte jeg så indse min frygt og tage den skide t-shirt under skjorten: Jeg har tabt til vinteren og må vente til næste år med at vinde sommeren og lyset. Jeg ønsker bare at der….bare at der engang i mellem danser en solstråle gennem mit vindue eller i mit kamera der kan minde mig om sommer.
Singleliv i byen, bussen og med buddies
september 15th, 2008 by aarhusblogJeg er single og siger weekend efter weekend til mig selv: “Jeg går i byen og håber at møde en sød pige der”. Det gør man bare ikke. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg ved ikke om der står “GIV MIG FISSE FOR EN NAT” i panden af mig, men de piger jeg møder i byen mener i hvert fald godt de kan læse et eller andet i panden mig. Jeg har sådan set ikke antydet skyggen af sex, bare en interesse for den pige jeg sidder overfor. Så næste morgen når sengen snurrer rundt, snurrer hovedet med: “Er jeg grim?” “Skal jeg tage og blive klippet?” “Står der virkelig one-night-stand i panden af mig”? Næste weekend sker det samme: En sjov aften hvor tankerne snurrer og snurrer og man finder sig selv siddende i en al for stor sweater i sofaen og skriver en blog for bare lige at berøre ens øverste tankelag lidt.
Så når weekenden er overstået bruger man de fem hverdage på at lade op til næste nederlag i byen. Så bliver man sur når man allerede en tirsdag aften mener at lørdagens udskejelser vil slå fejl. Så kører man i bus på arbejde og får øjenkontakt med noget af det smukkeste 15′eren nogensinde har set. Med Thomas Dybdahl rungende i øregangen drømmer man sig hen til en situation hvor man tager pigens hånd og slår busruden ud med nødhammeren og svæver ud til deres dages ende. Man bliver vækket af en ældre dame der vælter i bussens sving, og ja….Konklusionen er klar: Heller ikke i 15′eren finder man sit livs hjerteven.
Så taler man med de gode venner. Og så får man igen adjektivet “desperat” til samlingen, men ser nu at man måske er desperat? Det er godt nok en kliché at man bare skal give det tid, og lade kærligheden komme til en. Den kærlighed er bare så vigtig for os mennesker at den er svær ikke at opsøge. Jeg kan ikke love ikke at opsøge den, men vil ikke blive ked af det hvis det næste weekend eller næste tirsdag i 15′eren ikke finder den.